1. Hav tålmodighed – det tager tid og mod, at give slip på spiseforstyrrelsen og at nå frem til, at tro på sig selv og eget liv. Hver opmærksom på hvert lille positivt fremskridt der sker til at fastholde håbet.
2. Sig med ord og vis du/i er der på godt og ondt.
3. Fortæl om den virkelighed du oplever, men hver også lydhør og hjælp den unge til at nuancere sin opfattelse.
4. Anvend ordet “bekymring” frem for mistanke og giv konkret eks. på din/jeres bekymring.
5. Sprogligt adskil spiseforstyrrelsen fra den unge, det er ikke den unge der er problemet, men problemet der er problemet. Navngiv problemet ex. “Anoreksien” gå på opdagelse sammen med den unge, hvad siger “Anoreksien”, hvilke handlinger dikterer den, den unge? hvornår fylder den mest? Mindst? Hvad kan den ikke lide? osv.
6. Lær om spiseforstyrrelser og deres adfærd, så i lettere kan gennemskue, hvornår det er spiseforstyrrelsen der taler eller er på banen og hvornår det er den unge selv, så i kan støtte den unge i, at holde fast i egen udvikling.
7. Måltider: aftal inden måltidet hvordan i bedst kan støtte den unge i, at få spist det hun/han skal, dvs. på et tidspunkt hvor spiseforstyrrelsen fylder mindst og den unge fylder mest. Hold fast i at mad er en basal nærings- og energikilde.
8. Motion: hjælp den unge til at bremse op i tvangsmotionen og tal med den unge om hvad sund motion er og igen aftal hvordan i kan støtte den unge i sund motion.